Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

plastik

DANMARK ER DEJLIGST UDEN PLASTIK I NATUREN

Naturen er ved at blive kvalt i plastik. Hvert år produceres der mere end 300 mio. ton plastik, og en faretruende stor del ender i naturen til skade for miljøet og dyrelivet. Det vil Netto sammen med WWF Verdensnaturfonden og danskerne ændre på. Hvis vi alle gør en lille forskel hver dag, kan det gøre en kæmpe forskel for naturen.

KOM UD OG FJERN PLASTIK MED DIN EGEN LOMMETESTERGUIDE

Projekt Plastik-Smart er endnu et initiativ i WWF Verdensnaturfondens og Nettos fælles kamp for at blive klogere på plast. Målet er at finde ud af, hvor meget plastik der egentlig er på de danske strande, hvor det kommer fra, og hvad vi skal gøre for at stoppe forureningen. Resultaterne bliver sammenlignet med lignende undersøgelser fra resten af verden. 

Du og din familie kan også på egen hånd tage ud i naturen og hjælpe Netto og WWF Verdensnaturfondens arbejde mod plastikforurening i Danmark med dit eget ’lommetestersæt’. Ved at downloade og bruge appen Litterati kan I dokumentere det plastikaffald, I finder på jeres familieture i vores smukke danske natur, og derved være med til at gøre en reel forskel i kampen mod plastik i naturen.

Sådan kommer du og din familie i gang med at amatørforske i plastik i naturen:

Download Litterati appen (iOS, Android) til din mobil, og tjek infografikken om, hvordan Litterati fungerer. Tilmeld dig herefter WWF Plastik-Smart klubben på din mobil, så vi kan registrere den plastik, du finder. Brug appen til at tage et foto af det plastikaffald, du finder på stranden. Registrer dernæst hvilken slags skrald, der er tale om, ved at tagge det ud fra følgende: Hvilken kategori det er (f.eks. kaffe, sodavand, mad), Hvilket objekt det er (f.eks. flaske, kop, pose), Hvilket materiale det er (f.eks. plastik, papir, aluminium), og hvilket brand det er fra (f.eks. læskeproducent a, madproducent b, cigaretmærke c, etc.)

Når du har tagget og registreret plastikaffaldet korrekt i appen, tager du det selvfølgelig med, og smider det ud. BEMÆRK: du skal tagge dit affald på engelsk for, at det bliver registreret korrekt i databasen.

Og så er det ellers bare om at komme ud og gøre en forskel for vores smukke natur – lige når det passer jer som familie. God plastikjagt.

Klogere på plastik – sammen

Hvad ved vi egentlig om plastik? Hånden på hjertet, så ved de fleste af os forbløffende lidt – andet end det kan være hårdt eller blødt. Det gælder også os i Netto. Derfor vil vi undersøge plastikken direkte i naturen. Vi vil prøve alternative løsninger. Vi vil have danskerne helt ind i vores butikker og teste nye produkter og plastfrie løsninger. For vi kan ikke gøre det alene. Men vi kan sammen blive klogere på plastik.

PLASTIKPROJEKTER FRA NETTO

Vi har i Netto og Salling Group allerede sat gang i en række projekter, der skal gøre os klogere på plastik og lære os at bruge det korrekt, Heldigvis ser det ud til, at danskerne gerne vil med på rejsen mod et samfund, hvor vi bruger plastik med omtanke og sørger for, at det ikke ender i naturen.

Herunder kan du se nogle af de projekter, du allerede kan møde i Netto. Der kommer løbende nye til, så følg med her på siden.

AFFALDSSÆKKE LAVET AF NETTOS EGET AFFALD

Hver dag arbejder vi på, at affald ikke ender som affald, men som en ressource, der kan genanvendes. Noget af den mad, vi ikke når at få solgt, bliver for eksempel til biogas og emballagen bliver lavet til affaldssække, som man kan købe på SPOT i Netto.

PANT PÅ PLASTIKPOSER

Som den første danske dagligvarekæde indførte Netto i 2018 pant på plastikposer som forsøg på Fyn og på Bornholm. Panten skal sikre, at poserne bliver indsamlet og genanvendt, så de ikke ender som affald og i sidste ende til skade for miljøet og dyrelivet.

Testen har vist, at det rent faktisk er muligt at få forbrugerne til at ændre vaner. Salget af plastikposer faldt med op til 15 %, mens næsten 10 % af poserne vendte tilbage. Og tallene stiger dag for dag. Går alt efter planen, bliver der pant på alle Nettoposer i hele Danmark i løbet af 2020. Til glæde og gavn for både vores kundernes økonomi og den danske naturs økosystem.

FÅ 2 KR. I PANT

For at motivere dig til at genbruge poserne endnu mere end du gør i dag, hæver vi panten med 1,50 kr. Til gengæld belønner vi dig med 2 kr. i pant, når du afleverer den slidte pose igen til kasseassistenten i Netto. Du får altså en pant-gevinst på 50 øre. Det kan forhåbentlig motivere dig til at aflevere endnu flere genbrugsposer, som så kan genanvendes.

POSER AF GENBRUGSPLAST  

Samtidig har vi skrottet de to gamle plastikposer og erstattet dem med én ny plastikpose, som består af 80% genbrugsplast. Snart indfører vi et indkøbsnet, der består af hele 90% genbrugsplast. Også det vil kunne pantes. Alt sammen skridt i den rigtige retning mod en cirkulær økonomi, hvor genbrugt plast får en værdi.

Netto og WWF verdensnaturfonden er gået sammen mod plastik

WWF Verdensnaturfonden og Netto er indgået i et partnerskab for at finde nye løsninger på verdens plastproblemer herhjemme og i udlandet.

Sammen vil vi søsætte en række initiativer, der bl.a. skal fjerne unødvendig plastik i vores egne produkter og emballage, og sikre at mest mulig plastik genanvendes, ligesom vi vil introducere nye og mere bæredygtige løsninger. Endelig vil vi sammen med WWF Verdensnaturfonden indsamle plastik, der allerede er endt i naturen, så verdens dyreliv kan få et tiltrængt pusterum.

Helt overordnet er Nettos ambitioner

Vi vil:

  • Bruge mindre plast og andre emballagetyper
  • Sikre bedre genbrug af plastik
  • Give mere information og flere valgmuligheder til vores kunder omkring plastik og emballage generelt

 

Konkrete målsætninger:
Cirkulær emballage

  • Reducering af plastik i emballage med 30 % på egne varemærker i 2023
  • Alt emballage på egne varemærker skal være designet til fuld genanvendelse i 2023
  • 30 % af den plastik der bruges i emballage på egne varemærker, skal være fremstillet af genanvendeligt plastik i 2023.

Alternative løsninger til engangsplastik

  • Al engangsplastik udfases senest i løbet af 2021
  • Reducere salget af plastikposer med 50 %
  • Al plastik brugt til transport af vores varer vil blive genbrugt eller genanvendt inden 2020

Penge og support til innovative plastikprojekter

  • Vi vil give betydelige økonomiske bidrag til innovative projekter og partnere indenfor plastik.

Sammen kan vi gøre en forskel

Vi bilder os ikke ind, at vi kan løse alle plastikproblemer her og nu. Men vi har indledt en rejse, som kan gøre en stor forskel på den lange bane. Vi håber, at du har lyst til at tage med. Har du gode råd og ideer eller spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på kundeservice@netto.dk.

Netto-avisen