Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

11 ideer til mad med rest af kartoffel

Du kan nemt komme til at koge for mange kartofler til aftensmaden, men i stedet for at smide resterne ud, skal du endelig gemme dem.

En kogt kartoffel er en fantastisk base, som du kan bruge til at fremtrylle et væld af nye, lækre retter. Kartoflen kan smage meget forskelligt og giver masser af mæthed. På den måde undgår du både madspild og sparer penge på madbudgettet.

Her får du 11 tips til, hvordan du kan bruge dine kartoffelrester på nye måder.

Spansk tortilla

Den spanske tortilla er egentlig bare en æggekage tilsat løg, kartofler og olivenolie, men den smager himmelsk – og er en nem måde at få brugt de kogte kartofler fra dagen før til en hurtig, nem og velsmagende aftensmad.

Kartoffelsalat

Skær de kolde, kogte kartofler i tern, og vend dem i en lækker dressing af cremefraiche, mayonnaise, sennep, salt og peber. Og vupti, har du har en skøn kartoffelsalat, der gør sig godt med et par frikadeller eller stegte pølser til. Prøv opskriften på cremet kartoffelsalat med hjertesalat eller pestomarineret kartoffelsalat med ærter og løg.

Grove boller eller brød

Prøve at putte din rest kogte kartofler i bolle eller brød, næste gang du bager. Mos eller riv kartoflerne og tilsæt dem til din yndlingsopskrift. Det giver et saftigt og lækkert resultat.

Klassisk biksemad

En omgang biksemad er den ultimative restemad, da du både kan bruge dine kartoffelrester og kødrester. Svits det hele på panden, og server med rødbeder, ketchup og et spejlæg. Voilà!

Ovnbagt kartoffelmos med ost

Du kan snildt trylle dine rester af kogte kartofler om til nyt, lækkert tilbehør. Mos kartoflerne og tilsæt lidt æg, revet ost og olivenolie. Læg blandingen i et fad og bag kartoffelmosen i ovnen. Det smager skønt. Prøv denne opskrift på krydret oksekød med låg af bagt kartoffelmos.

Kartoffelklatkager

Har du en rest kartofler i ovnen, kan de snildt trylles om til lækre kartoffel-klatkager, der kan spises som en lun snack eller kolde i madpakken. Blend kartoflerne med lidt æg, revet ost og chiliflager, form dem til klatkager og vend dem i mel, inden du steger dem gyldne på panden. Haps!

Vi guider dig til hvilke kartofler der er godt til hvad, og hvordan du opbevarer dem bedst.
DET VIDSTE DU (MÅSKE) IKKE OM KARTOFLER

Kartoffelpandekager

Pandekager lavet af kartoffelmos er en dejlig afveksling og lynhurtige at lave. Bland mosen med æg, løg og mel og steg små, tykke pandekager. De smager skønt med hytteost og laks, men kan faktisk spises som tilbehør til alt, som du ellers ville servere kartofler til.

Kartoffelpizza

Skær de kogte kartofler i tynde skiver og brug dem som fyld på en hjemmelavet hvid pizza sammen med ringe af porrer, sprød bacon, frisk rosmarin og revet ost.

Kartoffel-porre-suppe

Har du kogte kartofler til overs, eller endnu bedre en rest flødekartofler, skal du bare bruge et løg, en porre og en god hønsefond, så har du en dejlig suppe til aftensmaden. Nup for eksempel denne opskrift på suppe af flødekartoffel eller kartoffel-porre suppe med parmaskinke.

Kartoffel-croquetas

De små sprøde croquetas er populære hos både børn og voksne, og du får samtidig brugt din rest af kartofler eller flødekartofler. De er gode som forret eller tilbehør til et stykke kød og er super lette at lave. Se, hvordan du laver sprøde croquetas af flødekartofler.

Kartoffelmad

Det er en klassiker og faktisk grund nok til at koge ekstra kartofler i første omgang, kartoffelmaden. Skær de kogte kartofler i tykke skiver og spis dem på et stykke rugbrød med mayonnaise, ristede løg og eventuelt lidt purløg. Det er nærmest smagen af sommer.

Vidste du, at…

Kogte kartofler kan ifølge Stop Spild af Mad holde sig i op til seks dage i køleskabet, så du har god tid til at trylle noget lækkert ud af resterne.

Få de 5 mest geniale kartoffel-hacks
5 KARTOFFEL-HACKS DU SKAL KENDE
Netto-avisen