Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

7 gode madpakke ideer

Madpakken er for mange en sur pligt, for hvad dælen skal man finde på til ugens fem dage? Læs med her, og få inspiration til ungernes madpakker, så de bliver både spændende og sunde.

 

Husk de fem ting!

De små banditter skal helst have energi til hele dagen. Husker du disse fem ting hver gang, er du sikker på at sende dit barn afsted med en sund og mættende madpakke:

  • Brød – helst rugbrød eller fuldkorn
  • Pålæg – kød, ost eller æg
  • Grønt – for eksempel gulerodstave eller skoleagurker
  • Fisk – for eksempel makrel, tun eller en fiskedelle
  • Frugt – en sød og frisk dessert

 

RUGBRØD FOR THE WIN

Rugbrød er fyldt med fuldkorn og fibre, men er dit barn træt at klapsammen-madder, kan du hurtigt pifte rugbrødsmaden op. Udstik den for eksempel med kagefigurer i sjove former eller lav den som en sandwich på spyd med ost, agurk og rød peber.

Rugbrød er desværre én af de madvarer som ofte ryger i skraldespanden, fordi det er blevet tørt og kedeligt. Prøv derfor denne opskrift på saftige og nemme rugbrødsboller til madpakken. 

Hvad er det nu lige, der er vigtigt at have klar til skolestart?
8 MUSTHAVES TIL DIT BARNS SKOLESTART

Tag madkasser til hjælp

Det er lettere at skabe en indbydende madpakke, hvis madkassen er inddelt i små rum, eller du bruger forskellige små bøtter. Så smitter tingene ikke af på hinanden og rugbrødet bliver ikke blødt.

 

Gør det lettere for dig selv

Det er godt givet ud at bruge et par timer i weekenden på at bage lidt forskellige madpakkehit til fryseren. Gør det til en hyggelig ting, hvor ungerne er med i køkkenet. Det kan for eksempel være pølsehorn, chokorugboller eller små bananbrød i muffinsforme.

 

INGEN SLIK I MADPAKKEN

De fleste børnehaver og skoler vil helst undgå slik, kage og chokolade i madpakken, men du kan sagtens tilfredsstille barnets søde tand alligevel. En frugtstang, frugtsnack, müslibar eller lille smoothie er et sikkert hit.

Et glas af en sund og forfriskende smoothie.
SMOOTHIE MED BLÅBÆR OG RADISER

Oste-brødpinde

Små brødpinde er en lækker lille snack til madpakken. Server dem med dine børns yndlingssmøreost. Giver cirka 50 til 60 styk.

Det skal du bruge:

10 g gær
2,5 dl lunkent vand
Cirka 7 dl groft mel
6 spsk. Olivenolie
1,5 tsk. salt

Sådan gør du:

Rør vand og gær sammen og tilføj halvdelen af dit mel. Put salt og olie i og rør godt sammen. Ælt herefter resten af melet i.

Lad dejen hæve i 30 minutter et lunt sted. Form dine brødpinde og læg på en bageplade. Vær opmærksom på, at de hæver til cirka dobbelt størrelse. Pensl med vand eller mælk og bag dem i en forvarmet ovn på 200 grader.

Sørg for at opbevare dine brødpinde i en lufttæt beholder, så de holder sig sprøde.

 

Ristede kikærter

Her er en både sund og sprød snack, som vil vække glæde i frikvarteret.

Det skal du bruge:

1 dåse kikærter
1 spsk. Kokosolie
1 tsk havsalt
Krydderurter, paprika eller timian

Sådan gør du:

Smør dine kikærter godt ind i olie, salt og de krydderier, som I bedst kan lide.  Fordel dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen på 200 grader i cirka en halv time - til de er sprøde og gyldne.

 

PRIKKEN OVER I’ET

Der skal i virkeligheden ikke meget til, før madpakken giver smil på de små ansigter. Tegn et sjovt ansigt på bananen, læg en flot serviet deri eller skriv en lille seddel med en sød hilsen, en sjov vittighed eller skøre fakta.

 

SMØR MADPAKKEN OM AFTENEN

Om morgenen er der fuld fart på, og ungerne skal både i tøjet, spise morgenmad og børste tænder. Smør derfor madpakken om aftenen i stedet. Den kan sagtens holde sig i køleskabet natten over, og det er lettere at lave en lækker og indbydende madpakke, når du har fred og ro til det.

Få også 5 gode råd til en sund hverdag.

Få idéer til, hvordan du kan pifte dagen op med lækre, spændende og ikke mindst lette madpakker.
SPÆNDENDE MADPAKKER TIL HELE FAMILIEN
Netto-avisen