Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Ideer til toast

Den gode gammeldags toast har fået et comeback. Klassikeren med skinke og ost holder stadig, men der bliver også eksperimenteret med nye klæder og små frække twist. Vi giver dig her tre opskrifter på lækre toasts fra morgen til aften.

Opskrifterne er udviklet af Jesper og Marianne Nielsen, der til dagligt driver caféen TOAST it i Aarhus, hvor de serverer velsmagende toasts i alle afskygninger.

Opskrifterne kan sagtens laves i en klassisk toastmaskine, men vi anbefaler, at du bruger brød med bløde skorper og at skiverne ikke er for tykke, hvis du bruger andet end toastbrød. Servér også de sprøde og friske ting ved siden af i stedet for inde i toasten - som eksempelvis morgenmad-toastens æg og bacon.

MORGENMADSTOAST MED ÆG OG BACON

Start dagen på den bedst mulige måde med denne skønne toast, der giver den klassiske skinke-ost et twist med både spejlæg og bacon.

Billede: TOAST it

Det skal du bruge:
Til 2 personer

4 tykke skiver surdejsbrød af god kvalitet (gerne daggammelt)
4 skiver bacon
6 skiver røget skinke
8 skiver mellemlagret ost
1 spsk. dijonsennep 
2 æg 
Smør
Salt og peber

Tomatsalat
1 tomat
1 spsk. syltede rødløg
Blandet grønt

 

Sådan gør du:

Varm din pande op til medium-svag varme, og tænd din ovn på 200° varmluft.
Steg bacon sprødt i ovnen, det tager ca. 10 min.
Tag de to bundskiver, smør dem, og rist dem med smørsiden nedad på den varme pande, indtil de er brune og sprøde. Læg dem på en bradepande med den ristede side nedad, og smør den anden side let med dijonsennep.
Læg nu to skiver ost, tre skiver skinke, to stykker bacon og slut med to skiver ost. Krydr med salt og peber, og sæt bradepanden ind i ovnen, indtil osten er smeltet.
Tag de to topskiver og udstik en cirkel i hver skive (med kageudstikker eller et lille glas).
Smør de to hullede skiver med lidt smør, og rist dem med smørsiden nedad på panden, indtil de er gyldne og sprøde. Vend skiverne, og slå et æg ud i hvert hul. Lad æggene stege, indtil æggehviden ikke længere er gennemsigtig, og du kan løfte brødet, uden at det løber ud. Krydr ægget med salt og peber.
Læg nu topskiverne ovenpå toastbundene med fyldet, og sæt bradepanden i ovnen i 2 min.
Server morgenmadstoasten med tomatsalat.

RUGBRØDSTOAST MED CHORIZO OG BRIE

Toast behøver ikke at være på lyst brød. Tværtimod klæder det den ret godt at få tilsat masser af sunde kostfibre. Denne toast passer perfekt til frokost eller aftensmad.

Billede: TOAST it

Det skal du bruge:
Til 2 personer

4 skiver af dit yndlingsrugbrød
8 skiver mild brie
8 skiver chorizo
4 ringe rød peber
2 spsk. aioli
50 gram rucola
Hvidløgsspirer til pynt
Salt og peber  

 

Sådan gør du:

Tænd din ovn på 200°, og grill chorizoen i ovnen, til det er sprødt.
Tænd for din toastmaskine. For at samle rugbrødstoasten, placerer du fire skiver brie på den skive rugbrød, du vil bruge som bund. Læg derefter fire skiver grillet chorizo ovenpå og saml toasten med toprugbrødskiven. Gentag med den anden rugbrødstoast.
Rist begge rugbrødtoasts i toastmaskinen, indtil brien er smeltet, og rugbrødet har fået en gylden farve.
Tag nu toppen af toastene og smør aioli på rugbrødsskiven. Læg rucola og rød peber oven på chorizoen.
Pynt med hvidløgsspirer, og krydr med salt og peber. Placér rugbrødstoppen på skrå, så man kan se fyldet inde i toasten.

 ”ARME TOAST” MED MASCARPONE OG BÆRSIRUP

Mmm … Toast til dessert er bestemt også en mulighed. Prøv bare denne udgave, hvor det sprøde brød får selskab af masser af bær, sukker og vanilje.

 Billede: TOAST it

Det skal du bruge:
Til 2 personer

Bærsirup
1 vaniljestang
2 dl frosne hindbær
2 dl frosne blåbær
360 gram sukker
2 dl vand

6 skiver sødmælksfranskbrød, 3 cm tykke
2 æg
2 dl mælk
1 spsk. sukker
1 tsk. vaniljesukker
100 gram mascarpone
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. honning
Frisk blåbær og hindbær til pynt
Flormelis

 

Sådan gør du:

Skrab kornene ud af vaniljestangen, og put dem i en gryde sammen med frosne bær, sukker og vand. Varm det op til det koger, og lad det koge i 30 min. Køl siruppen ned, før den skal bruges.
Pisk æg, mælk, sukker og vaniljesukker sammen. Varm din pande op til medium varme. Dyp en skive franskbrød i æggeblandingen, og lad den ligge i blød i et øjeblik.
Kom smør på panden og steg toastskiven, til den er gylden brun på hver side. Gentag med hver skive franskbrød.
Rør mascarponen med vaniljesukker og honning.
Server de ”arme toast” i en stak af tre med mascarpone og sirup på toppen. Pynt med friske bær og et drys flormelis.

 

Fra lørdag d. 22. september til fredag d. 28. september 2018 kan du i Netto finde sandwichtoaster og brødrister.
Alle varerne er spotvarer og fås kun så længe lager haves.

Netto tilbudsavis
Netto-avisen