Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kreative ideer du kan bruge dine æbler til

Bugner haven eller frugtskålen med flere æbler, end nu kan nå at spise? Fortvivl ej! Vi kommer her med fem gode ideer til, hvad du kan gøre med æblerne ud over at spise dem – både de friske af slagsen, men også når de er blevet rynkede og kedelige.

 

Smuk høstkrans

En høstkrans fuld af smukke blomster og bær pynter flot på døren, men har du overvejet at lave den med æbler i stedet? De store runde frugter skaber et effektfuldt look. Du kan vælge at lave den udelukkende af æbler eller supplere med bundter af rønnebær og grønne blade. Du skal bare have fingrene i en halmkrans, så er du godt på vej. Start med at dække kransen med grønne blade, og pynt derefter med æblerne.

 

Æblelysestager

Et par smukke røde æblelysestager er perfekte til at skabe hygge og stemning i efterårsmørket – og så er de supernemme at lave. Vælg et par store, faste æbler, og brug en skarp urtekniv til at skære et hul i toppen, der passer til et fyrfadslys. Brug en ske til at skrabe æblekødet ud, og gnid hullet med lidt citronsaft, så det ikke bliver brunt. Voila! Nu kan du sætte fyrfadslysene i og tænde et hyggeligt lys på bordet.

 

Tip! Der findes masser af æblesorter, men hvilke sorter er gode til hvad, og hvornår er de bedst? Her får du en hurtig æbleguide.

Lækre og nemme horn lavet på butterdej og fyldt med kompot af danske æbler kogt med vanilje samt marcipan.
ÆBLEHORN MED MARCIPAN

Fodr fuglene med stil

Vil du gerne tiltrække mange fugle, der kan blive faste vintergæster i haven, er det en god ide at begynde at fodre dem nu – så de vænner sig til at flyve forbi netop din have. Og med et par æbler kan du lave dit eget hjemmelavede fuglefoder, som samtidig ser flot ud. Bland lige dele fuglefrø, havregryn, solsikkekerner og fedt, og smelt det til en samlet masse. Halver et par æbler og fjern kernehuset i midten, så der kommer en fordybning. Hæld nu massen heri, og lad den størkne. Bind en snor i æblerne, hæng dem op i haven, og lad de små vingede venner flokkes om dine fine æblekugler. Tænk på at solsorte elsker æbler, så læg også nogle på jorden, som de kan nyde godt af.

 

Tip! Er du blevet helt lækkersulten af at have alle de sprøde æbler i hænderne, kan du få ideer til søde og hurtige æbleopskrifter.

 

Æbletryk

Tag ungerne med i køkkenet, og hyg jer med at lave de fineste æbletryk. Det eneste, I skal bruge, er et par æbler i forskellige størrelser, pensler og maling i farver. Skær æblerne i halve, mal det i jeres yndlingsfarve, og tryk æblet mod et stykke papir. Du får nu flotte aftryk af æblerne med kernehuset i midten. Brug æbletrykkene til at lave smukke kort eller pynt til væggen. Jo tyndere lag maling, jo flottere bliver trykket.

 

Tip! Bruger du tekstilmaling, kan du også lave muleposer med flotte æbletryk – så er julegaverne måske allerede hjemme.

Rispapir fyldt med stegt andebryst, grønkål, sprød salat, forårsløg, fintsnittet æble.
VIETNAMESISK FORÅRSRULLER MED AND OG ÆBLE

Æble-ansigtsmaske

Efter en lang dag er det lækkert at forkæle sig selv med en skøn ansigtsmaske, og du kan nemt lave din egen hjemmelavede af slagsen af et æble og et par spiseskefulde honning. Skræl æblet, og fjern kernehuset. Blend nu æblet sammen med honningen, og sæt masken i køleskabet i ti minutters tid. Smør blandingen i ansigtet, og lad den sidde en halv times tid – det passer lige med et afsnit af din yndlingsserie. Rens til sidst masken af med varmt vand, og din hud efterlades dejlig blød.

 

Få dine æbler til at holde sig længere

Uanset om du spiser dine æbler, eller bruge dem til hyggelige DIY-projekter, er det en god ide at opbevare dem rigtigt, så de holder sig friske så længe som muligt.

Æbler har godt af at blive opbevaret koldt og let fugtigt, så de ikke bliver rynkede. Så put dem i køleskabet i en åben plasticpose eller en lukket papirspose og læg kun de æbler i frugtskålen, du ved bliver spist indenfor et par dage.

Få tips til hvordan du kan nyde sæsonens æbler.

En skøn og hurtig dessert der hurtigt kan trylles frem til uventede gæster eller pludselig lækkersult.
BAGT ÆBLEKAGE MED MUSLIKNAS & IS
Netto-avisen