Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem
Sådan laver du et brunkagehus

Uanset, om du kalder dem for brunkager eller peberkager, er de lækre småkager smagen af jul med deres mange varme krydderier.

Nogle kan lide sin brunkage au naturel, andre går ikke af vejen for at pynte med glasur – og nogle kaster sig frygtløst ud i at lave deres eget hus af brunkagedej. Og det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro, det kræver bare god tid og forberedelse (som vi selvfølgelig guider dig igennem her).

Men first things first: brunkagedejen!

brunkagedej til brunkager og brunkagehus

Tilberedningstid:
60 minutter + afkøling af dej til næste dag

Antal personer:
75 brugkager eller 1 brunkagehus

Ingredienser:

  • 1 økologisk appelsin
  • 250 g smør
  • 200 g sirup
  • 200 g farin
  • 1½ tsk potaske
  • ½ dl vand
  • 2 tsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt nellike
  • ¼ tsk stødt ingefær
  • ¼ tsk stødt peber
  • 125 g mandelmel
  • 500 g hvedemel

Fremgangsmåde – i rækkefølge:

  • Bring smør, sirup og farin i kog i en gryde til sukkeret er smeltet.
  • Opløs potasken i vandet og rør den i siruppen.
  • Lad det køle lidt af.
  • Rør dernæst appelsinskal, krydderier og mandel i.
  • Tilsæt hvedemelet og rør dejen godt sammen.
  • Pak dejen ind i plastfilm og læg den i køleskabet til næste dag.
  • Rul dejen tyndt ud og udstik i figurer.
  • Læg dem på en bageplade med lidt afstand.
  • Bag kagerne midt i ovnen ved 200ºC i ca. 8 min.
  • Pas på de ikke bliver sorte i kanten.
  • Afkøl på rist.

 

Psst! Hvis du vil udnytte, at ovnen allerede er varm, kan I lave julepynt af trylledej og bage det efter småkagerne. Se hvordan her.

Skønne hjemmelavede skumfiduser der udstikkes i små figurer
SKUMFIDUSER

Sådan samler du ET brunkagehus

Når du skal lave et hus af brunkagedej, skal du starte med at lave en skabelon af bagepapir, som kan lægges direkte på din tyndt udrullede brunkagedej. Med en skarp kniv skærer du efter skabelonerne og gemmer resterne af brunkagedejen.

Du kan enten lave din egen skabelon på et brunkagehus eller finde en på nettet. Det sidste er det letteste, hvis du vil være sikker på, det ikke kommer til at ligne Villa Villekulla.

Udstik juletræer af resten af din brunkagedej og bag dem og husets sider som anvist i opskriften. Lad brunkagerne køle helt af, inden du pynter dem.

Når dine brunkager er klar, pyntes de med glasur, inden huset samles.
For der bedste resultat skal du lave en tyk glasur af flormelis og æggehvider:

  • 1 æggehvide
  • 150 g flormelis
  • Æggehvide og flormelis piskes sammen i ca. 5 minutter, indtil det er en sej og glat masse. Mængden er efter behov, så brug målene til at gange din portion op.

Put glasuren i en sprøjtepose, klip et meget lille hul og dekorér brunkagehusets sider med flotte, hvide snirkler omkring vinduer og dør. Glem ikke at pynte juletræerne og med teglsten på taget.

 

Når glasuren er tør, er huset klar til at blive samlet. Start med at finde det underlag, huset skal stå på, inden du går i gang, fx et spækbræt eller et fad. Brug æggehvide-glasuren til at ”lime” husets sider sammen direkte på dit valgte underlag. Her kan det godt betale sig at være generøs med glasuren, hvis siderne skal hænge ordentligt fast. Lad husets fire vægge tørre lidt, inden du putter tag på.

 

 

Når glasuren har sat sig, kan du lægge tag på huset og rejse skorstenen. Igen bruges glasuren som lim. Juletræerne kan både stilles rundt om huset eller serveres i en skål ved siden af (så undgår du også, at der bliver hapset af huset).

Tip! Ekstra pynt til dit brunkagehus kan fx være chokoladeknapper på taget, lakridskonfekt på murene eller en snemand i forhaven af marcipankugler.

 

En god klassisk brunkage med smag af julens mange krydderier lige til at rulle ud og udstikke i forskellige figurer
PEBERKAGER

Hvad kan jeg ellers bruge brunkagedej til?

Virker et brunkagehus som et overvældende projekt, kan du i stedet lave søde bordkort eller spiselig julepynt af den lækre dej i stedet.

Når dejen har hvilet natten over, kan du rulle den tyndt ud og udstikke (eller skære) hjerter, stjerner, juletræer, snemænd eller noget helt femte.

Kaster du dig ud i spiselig julepynt, skal du huske at lave et hul til en snor, så de kan hænges op. Det kan du blandt andet gøre ved at bruge et sugerør som udstikker i dejen, inden den kommer i ovnen.

Tip! Vil du lave de helt almindelige runde brunkager, rulles dejen i stedet til lange ”pølser” på ca. 4 cm i diameter, inden de lægges på køl natten over. Så er de super nemme at skære ud i tynde skiver, inden de skal på bagepladen.

Skal brunkagerne bruges som bordkort, skal du sørge for, at de er store nok til at skrive på med glasur.

Få 3 ideer til DIY julepynt fra Claus Dalbys bog "Hvid jul".
DIY JULEPYNT
Netto-avisen