Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Sådan får du feriefølelsen helt ind i hverdagen

TEKST Mette Sofie Gervig

Jubiii, det er ferietid! Det er dejligt – men hvad med at trylle noget af den skønne ferieglæde ind på årets cirka 228 hverdage? Få minderne til at vare ved, og undgå post-ferie-blues.

Oplever du også, at det kan være svært at vende tilbage til hverdagen efter en skøn, lang ferie med nøgne fødder og uperfekt hår? Så er du muligvis blevet ramt af post-ferieblues, hvor hverdagen føles uoverskuelig, og du længes efter de lange sommerdage og dit overskudsagtige sommer-jeg.

Heldigvis findes der mange tricks til, hvordan du kan få sommerminderne og sommerfølelsen til at holde længere.

 

Lav ferieaktiviteter til daglig

At holde ferie er godt for dit helbred. Psykoterapeut Christine Webber lavede en undersøgelse med 12 personer, som forud for forsøget fik vejledning i kost og livsstil. Halvdelen blev hjemme, og den anden halvdel blev sendt på ferie til enten Peru, Thailand eller Maldiverne. De testpersoner, der blev sendt på ferie, var efter 14 dage bedre til at håndtere stress, deres blodtryk faldt, de sov bedre og fik en forbedret figur sammenlignet med gruppen, der blev hjemme.

 

Men det er ikke nødvendigt at rejse væk. Bare det at få aktiviteter, du forbinder med ferie, ind i din hverdag, kan have en positiv effekt på dit stressniveau, har forskere fra University of Calgary konkluderet. Så tag dig tid til det. Udforsk din egen by, tag på udflugter, gå en tur efter aftensmaden, tag et langt bad eller bare noget så simpelt som at sætte dig et sted udenfor og læse i en bog.

 

Skriv feriedagbog

Mange oplevelser er svære at fange på billeder, og de lidt mere kaotiske og spontane af slagsen er ofte først sjove, når de er ovre, og du tænker tilbage på dem. En god idé kan derfor være at skrive de fine minder ned i en feriedagbog. Det behøver ikke nødvendigvis være lange passager.

 

I mange tilfælde vil få sætninger nemlig være nok til, at du kan huske de små, sjove historier. Hvis du er kreativ, så supplér gerne teksten med nogle små, farverige tegninger – eller lav en hel scrapbog med billetter, postkort, ølbrikker, slikpapir eller andre sjove ting, I kan samle sammen på ferien. Det er også en supergod og sjov måde at få børnene til at holde både skrivning og læsning ved lige i de mange uger, de er væk fra skolebænken. Hvis dine små, moderne poder ikke er til papirudgaven, kan det også være børnenes faste tjans at lave en digital rejseblog, som bedsteforældrene derhjemme kan følge med i.

Tip! Der findes smarte apps, hvor du kan samle dine ferieminder sammen til en rejsefortælling. Prøv for eksempel ‘Minube’, ‘Geospike’, ‘Travelpod’ eller ‘Bonjournal’.

 

Duft ferieminderne

Billeder siger meget mere end 1.000 ord. Psykolog Rachel Herz forsker i lugtesans, og har i en undersøgelse på tværs af 23 lande fundet frem til, at noget så simpelt som et billede fra en ferie kan genkalde dufte fra selve feriestedet. Har du for eksempel været meget på stranden, lavet lejrbål eller spist dejlig krydret mad, så kan billederne både genkalde begivenheden og den duft, der knytter sig til begivenheden.

 

Sæt derfor meget gerne en aften af til at gennemgå dine feriebilleder. Sortér dem for eksempel efter, hvilke der skal i album, hvilke der skal deles på sociale medier, og hvilke der skal i glas og ramme. Fuldend aftenen ved at lave din favoritmad fra ferien, og nyd minderne med alle dine sanser. Her er det selvfølgelig også helt oplagt at invitere et par familiemedlemmer over, så I kan fortælle om jeres oplevelser til nogen, der helt sikkert gerne vil lytte.

 

Vidste du, at…

undersøgelser viser, at ferie kan være en god motivation for at få ryddet ud i hjemmet? Lad dig inspirere af ferien, hvor du har det helt fint uden en masse overflødige ting.

 

Kilder: kuoni.co.uk, journal.sagepub.com, apa.org, europe-nikon.com

 

Netto-avisen