Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Få ideer til smuk og hjemmelavet julepynt

Julepynt behøver ikke at være lig med plastik, glimmer og pangfaver. Drømmer du om et mere enkelt udtryk i naturens farver, kan du sagtens lave din egen personlige julepynt – som du samtidig kan glæde dig til at tage frem år efter år.

Vi giver dig her en liste over alle de ting, du kan begynde at hygge dig med allerede nu.

Gør klar til årets kalenderlys

Den 1. december skal kalenderlyset stå klart, og sjovt nok kan det komme bag på én år efter år. Gør dig selv en tjeneste og gør klar til årets kalenderlys i god tid, hvor du også finder det største udvalg af smukke lys i butikkerne. Hold det naturlige tema og lav en flot dekoration med mos, kogler og bær.

Saml bær og grene

Tag ungerne med en tur i skoven, hvor I kan gå på jagt efter smukke røde og hvide bær, mos, kogler og grene. Det er godt at have et helt lager, for de fine ting fra naturen kan bruges til et væld af julepynt. Har I ikke lige en skov i nærheden, kan du også sagtens finde kunstige bær og mos, der giver samme fine effekt.

 

Lav en naturlig julekrans

En smuk krans på døren skaber den helt rigtige julestemning allerede idet du træder ind i dit hjem. Du kan for eksempel lave den af tørrede skiver af æble og appelsin og hele stykker kanel. Skær frugterne i tynde skiver, og bag dem i ovnen i en times tid ved 100 grader. Lade dem ligge fremme og tørre bagefter, så det sidste fugt kommer ud.

Få 3 ideer til DIY julepynt fra Claus Dalbys bog "Hvid jul".
DIY JULEPYNT AF CLAUS DALBY

Gå på jagt efter kalendergaver

En pakkekalender med små gaver hver dag i december er en hyggelig tradition hos rigtig mange børnefamilier. Gå i gang med at finde gaver allerede nu, så du ikke ender med at stresse rundt i slutningen af november. Lad nogle af gaverne være inspiration til hyggelige klippe-klistre-eftermiddage med karton, papir og limstift til at flette julehjerter, lave kræmmerhuse og små søde nisser. Du kan også pakke en smuk julekugle ind, som ungerne selv kan hænge på juletræet.

 

Find strikkepindene frem

Blødt hjemmestrikket eller -hæklet julepynt i naturens farver er også hyggeligt at lave sammen – og giver et smukt og personligt udtryk. Det er kun fantasien, der sætter grænser. I kan hækle eller strikke alt fra julehjerter til nuttede rensdyr, pebermyntestokke og juletræer.

 

Lav små julerensdyr

Gem korkpropperne de næste par gange, I åbner en flaske vin – så er der nemlig basis for at lave en flok små, søde julerensdyr. Brug korkpropperne til hoved og krop, og sæt små grene på som ben og gevir. Brug en klat rød modellervoks og sæt en fin, rød næse på til sidst.

Få inspiration til tre kreative projekter, som giver dine julekugler nyt liv i dit hjem.
TRE KREATIVE MÅDER AT BRUGE JULEKUGLER PÅ

Lav hjemmelavede julestjerner

De klassiske julestjerner kræver lidt fingersnilde at folde. Til gengæld er de superflotte som pynt i vinduet. Har du helt styr på folderiet, kan du lave en uro, hvor du lader snore med stjerner i forskellige størrelser hænge ned fra en stor gren fra haven.

 

Magisk julepynt

Trylledej er magisk. Den er nem at arbejde med, så både store og små kan være med til at lave flot og personlig julepynt, og resultatet holder i mange år. Udstik fine figurer som julemænd, kagehuse, hjerter og stjerner, og mal dem bagefter. Du kan finde flere tips og tricks til julepynt af trylledej her.

3 gode ideer til til det nordiske look samt en budgetvenlig- og spiselig adventskrans.
3 FINE ADVENTSKRANSE I NORDISK STIL
Netto-avisen