Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Sådan bruger du resterne fra juleaften

Andesteg, flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og masser af brun sovs. Der skal ikke mangle noget juleaften, så bagefter står du måske med en masse rester – men smid dem ikke ud! Her er inspiration til, hvordan du kan trylle julemenuen om til nye, lækre retter.

 

Gør det igen! 

Den nemmeste måde at få spist resterne er at gentage succesen. En lækker andesteg eller flæskesteg gør sig nemlig ikke kun godt juleaften, men kan også sagtens spises i dagene, der kommer. Spis kødet med rester af både hvide og brune kartofler og lidt sovs. Du kan lune kødet i sovsen eller tildækket i ovnen. Retten kan friskes op med en ny salat.

 

Spis klatkager til morgenmad

Er der en rest risengrød til overs fra julemiddagens risalamande, kan den trylles til de dejligste morgenmadspandekager. Hvorfor ikke gøre det til en hyggelig tradition at lave klatkager juleaftensmorgen? Vend æg, mel, sukker og vanilje i risengrøden, og steg de små tykke pandekager i lidt smør.

Flæskestegssandwich

En hjemmelavet flæskestegssandwich smager skønt – og her er resterne af både flæskesteg og rødkål perfekte. Smør en burgerbolle med lidt mayonnaise, og fyld den med et par skiver flæskesteg, rødkål og agurkesalat.

 

Tip! Flæskesteg er ikke det samme med bløde svær, men fortvivl ej. Du kan nemt få dem sprøde igen dagen efter. Skær sværene af den kolde steg, vikl hvert svær ind i køkkenrulle, og giv dem tre minutter i mikroovnen. Voila, så sprøde som nye.

 

Server andesteg i rød karry

Resterne fra andestegen fungerer super godt i en thaiinspireret ret med rød karry. Kom en dåse kokosmælk i en gryde, og bring den i kog. Tilsæt karrypasta og rør grundigt. Tilsæt nu anderesterne skåret i mindre stykker sammen med grøntsager som gulerødder, sukkerærter, cherrytomater, og hvad du ellers godt kan lide. Tilsæt endnu en dåse kokosmælk og smag til med chili, fiskesovs og sukker.

 

Tryl rødkål om til frisk salat 

Oven på den lidt tunge julemad er det forfriskende med en lækker salat. Har du ikke brugt hele rødkålshovedet, kan du bruge det som base. Skær rødkålen i strimler og bland med appelsin, granatæble og lidt ristede cashewnødder eller andre nødder, du har tilbage fra julemåneden. Lav en dressing af olie, citronsaft, salt og peber.

Bland en lækker mos

Er der hvide kartofler tilbage, kan du hurtigt forvandle dem til en lækker kartoffelmos med lidt mælk og smør. Bland eventuelt lidt gulerod eller pastinak i, hvis du har brug for en friskere ret oven på den tunge julemiddag.

 

Lav en vin-sirup

Den sidste halve flaske rødvin kan blive til en lækker vin-sirup, som passer godt til oste, sprøde salater eller grillede frugter. Kog vinen op med sukker i blandingsforholdet 1 del sukker til 3 dele vin. Lad det simre, så vinen bliver reduceret til cirka en tredjedel af den oprindelige mængde og får tykkelse og konsistens som sirup. Hæld din vin-sirup på kogte patentglas og opbevar på køl. Få flere ideer til at bruge vinresterne på lime.dk.

 

Frys sovsen 

Har du i din begejstring fået lavet en liter sovs for meget, kan sovsen sagtens fryses og varmes op, når du en anden dag får brug for en god sovs til en middag. Sovsen kan risikere at skille lidt, når du varmer den op, men det kan oftest reddes med en lille sjat fløde.

 

Tip! En god måde at skære ned på resterne er ganske enkelt at planlægge dine juleindkøb godt og regne på mængderne inden. Som tommelfingerregel spiser én person i snit 5-600 gram mad til et hovedmåltid. Måske lidt mere til jul.

Netto-avisen