Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Søde marcipanfigurer

Der er næppe noget bedre end marcipan til at samle familien omkring køkkenbordet til fælleshygge. Bliv inspireret af vores fire klassiske marcipanfigurer, som selv de mindste kan være med til at lave.

Julegris med krølle på halen

Sådan gør du:

  • Bland lidt (meget lidt) rød frugtfarve i marcipanen. Tilsæt flormelis hvis marcipanen bliver for klistret.
  • Form en rund kugle og rul den lidt tyndere i den ene ende til grisesnuden.
  • Tryk den tyndere ende flad i spidsen, og prik små næsebor med en tandstik. Munden laver du med en kniv.
  • Form små trekantede ører og fastgør dem på grisehovedet.
  • Rul derefter en lille pølse og lav en krølle på halen.
  • Lav fire cylinderformet kugler og sæt grisen oven på disse, så det er fire små ben.
  • Form små kugler af ikkefarvet marcipan og tryk på som øjne. Sæt enten en kugle sortfarvet marcipan udenpå eller mal små sorte pupiller med smeltet mørk chokolade.

Glad lille rød nisse

Sådan gør du:

  • Bland rød frugtfarve i en klump marcipan. Farv en lille smule marcipan sort eller brun og hav også en ufarvet klump marcipan klar.
  • Lav en cylinderformet krop til nissen af den røde marcipan, lav små arme af pølser i rød marcipan og sæt dem på nissen.
  • Lav små kugler af sort marcipan til fødder og tryk dem på nissekroppen.
  • Rul et hoved af ren marcipan og sæt på kroppen. Form en nissehue af rød marcipan. Og lav øjne og mund med sort marcipan eller mal det på med smeltet mørk chokolade.

Tip! Lav et nisselandskab af marcipanfigurer og giv det som mandel- eller værtindegave

det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro, det kræver bare god tid og forberedelse.
SÅDAN LAVER DU ET BRUNKAGEHUS

Snemand med høj hat

Sådan gør du:

  • Rul to kugler marcipan i flormelis og sæt dem oven på hinanden.
  • Form en cylinder af sort marcipan og læg den oven på en rund flad sort klump marcipan til en hat.
  • Lav øjne og knapper af sort marcipan eller mal dem på med mørk chokolade.
  • Form en lille gulerod af rød marcipan.

Tip! Når familien sidder og hygger, hvorfor så ikke servere gløgg til – se tre nemme og hurtige opskrifter på gløgg her.

Grønt juletræ

Sådan gør du:

  • Rul en kegle af marcipan blandet med grøn frugtfarve.
  • Klip med en saks fra top til bund, så det ligner grene.
  • Gentag hele vejen rundt om keglen.
Få inspiration til tre kreative projekter, som giver dine julekugler nyt liv i dit hjem.
TRE KREATIVE MÅDER AT BRUGE JULEKUGLER PÅ

5 gode tips til konfekt

  • Husk flormelis: Drys flormelis på bordet, kagerullen og hænderne, når du arbejder med marcipan, så klistrer marcipanen mindre, og er nemmere at arbejde med. Flormelis er for marcipan, hvad mel er for dej.
  • Rul ud med bagepapir: Skal du rulle marcipan ud, så gør det mellem to stykker bagepapir, så klistrer det ikke.
  • Undgå store temperaturudsving: Sørg for at din konfekt er kølet ned til stuetemperatur, og chokoladen størknet, før du putter den på køl. For store temperaturudsving, kan nemlig gøre konfekten grå og kedelig.  Konfekt bør ikke udsættes for temperaturudsving på over 10 grader.
  • Opbevar korrekt: Opbevar din konfekt i bøtter med tætsluttet låg ved cirka 12 grader. Opbevarer du din konfekt i køleskabet, så vælg den varmeste placering - for eksempel i grøntsagsskuffen.
  • Hav styr på holdbarheden: Konfekt kan holde sig i op til 3 uger, hvis den bliver opbevaret korrekt.
Netto-avisen