Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Julekonfekt

Skrevet af Michelle Kristensen

Kære juletid, der var du igen. I år står den på en masse hygge, julemusik, lyskæder og selvfølgelig også pakke- og adventskalender til familien. I december spiser jeg flere søde sager end resten af året, fordi det på en eller anden måde bare hører sig til i julen. Men i hverdagene begrænser jeg indtagelsen af raffineret sukker, og finder på søde sager, der også har nogle gode egenskaber. 

Her har jeg lavet fyldte chokolader på 70% chokolade og tørret frugt. Tørret frugt påvirker stadig blodsukkeret en del, men indeholder også kostfibre, vitaminer og mineraler. Så det er ikke bare tomme kalorier som fx vingummi er.

Her får du opskrifterne på mine to favoritter.

 

Fyldte chokolader med sød appelsinsmag

45 stk.

Det skal du bruge:

300 g mørk chokolade

Fyld
120 g dadler (dem med sten, men pil stenene ud inden)
45 g 70% chokolade
Et drys salt
Skallen fra ½ øko appelsin
1 spsk. kokosolie
¼-1/2 dl vand

 

Sådan gør du:

Smelt de 300 g chokolade.

Hak chokoladen til fyldet, og kom alle ingredienserne ned i en blender. Kør det hele til en ensartet masse.

Kom den flydende chokolade i formene, kør formene rundt, så den smeltede chokolade rører kanterne.

Vend derefter formen på hovedet, så den overskydende chokolade hældes ud. Gør det enten over et stykke bagepapir eller skålen med den smeltede chokolade, hvis du kan ramme.

Kom formen i fryseren et par minutter, så chokoladen størkner.

Kom fyldet i formens huller. Det er ca. 1 tsk. fyld, der skal i hvert hul alt efter hvilken form, du bruger. Der skal være så meget fyld i, at der kun lige kan komme lidt chokolade deri.

Kom den smeltede chokolade ned i hvert hul, så den dækker fyldet, og lav overfladen helt plan.

Kom formen i fryseren et par minutter.

Så er der fyldte chokolader. Opbevares på køl.

 

Piiiist: Der er med stor sandsynlighed fyld tilbage. Kom lidt havregryn i, så længe fyldet er blødt, så du kan rulle kugler og voilá – nu har du pludselig også havregrynskugler.

 

 

Fyldte chokolader med karamelagtigt smag

40 stk.

Det skal du bruge:


270 g 70% mørk chokolade
Fyld
140 g bløde, tørrede abrikoser
1 stor spsk kokosolie
1 spsk akaciehonning
2/3 dl vand
90 g dadler (dem med sten, men pil stenene ud inden)
Et drys salt

Sådan gør du:

Kom den flydende chokolade i formene, kør formene rundt, så den smeltede chokolade rører kanterne.

Vend derefter formen på hovedet, så den overskydende chokolade hældes ud. Gør det enten over et stykke bagepapir eller skålen med den smeltede chokolade, hvis du kan ramme.

Kom formen i fryseren et par minutter, så chokoladen størkner.

Kom fyldet i hvert hul i formen. Det er ca. 1 tsk. fyld, der skal i hvert hul, alt efter hvilken form du bruger. Der skal være så meget fyld i, at der kun lige kan komme lidt chokolade deri.

Kom den smeltede chokolade ned i hvert hul, så den dækker fyldet, og lav overfladen helt plan.

Kom formen i fryseren et par minutter.

Så er der fyldte chokolader. Opbevares på køl.

 

Piiiist: Der er med stor sandsynlighed fyld tilbage. Rul det resterende fyld til kugler, og rul dem i kokosmel og voila! Så har du møgsunde snebolde, som måske ikke smager helt som snebolde – men de smager godt.

Netto-avisen