Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

3 ideer til middagsretter lavet med plantefars

Hvis du bor i en familie, som er lidt skeptisk over for konceptet kødfri mandag, så prøv at servere frikadeller lavet af plantefars – en velsmagende fars, der er rørt på grøntsager, bælgfrugter, urter og krydderier i stedet for kød.

Nem og hurtig opskrift på plantefars

Det behøver ikke at være svært eller besværligt at lave en kødfrifars, og husk at tilbehør og sauce altid gør maden mere lækker - specielt for en skeptisk kødspiser.

Det skal du bruge:

  • 1 groftrevet squash
  • 2 æg
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl groftrevet ost
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Form squashfrikadeller med en spiseske og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag frikadellerne i ovnen ved 175 grader varmluft i cirka 20-25 minutter.

Tips! Du kan købe færdigrørt plantefars, som bare skal på panden eller i ovnen og steges

 

Læs også: 10 tips til en kødfri dag

 

3 tips til servering

  1. Pitabrød med falafel
    Brug en plantefars med kikærter, form den til små kugler og steg dem på panden. Server falaflerne sammen med pitabrød, salat, agurk, tomat, og eventuelt en yoghurtdressing med lime.
  1. Spaghetti med grønsagsboller
    Den italienske klassiker – bare uden kød. Form plantefarsen til små boller, og steg dem på panden. Server dem i en lækker tomatsovs med pasta til. Skal det være ekstra sundt, kan du udskifte pastaen med strimler af squash, gulerødder eller rødbede.
  1. Burger med grønsagsbøf
    Form en plantefars til flade bøffer, og steg dem på panden. Server dem med sprøde burgerboller og dit yndlingsfyld som fx salat, agurk, tomat, guacamole og mayo.

 

Læs på Lime.dk: Mad med en hånd – ærtesuppe til en travl tirsdag

 

Hvorfor holde Kødfri Mandag?

Hvis du gerne vil klimaoptimere din hverdag, er dine madvaner et godt sted at starte. Hver dansker udleder 17 ton CO2 om året – og tre af dem kommer fra vores fødevareforbrug, hvor 75 % er fra kød og mejerivarer. Især oksekød vejer tungt i klimaregnskabet, så hvis du kan skifte de røde bøffer ud med grøntsager bare én gang om ugen, er du godt på vej.

Netto-avisen