Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

3 måder at tilberede risengrød på

Risengrød har det med at brænde på, men der findes heldigvis masser af tricks til at undgå brændt mælk og en gryde, der skal stå i blød i flere dage for at blive ren. Her får du tre af de bedste, og en opskrift på skøn risalamande.

RISENGRØD I OVN

Bager du din risengrød i ovnen, slipper du for at røre rundt i gryden hele tiden. Bring først ingredienserne til risengrød i kog i en gryde – og sæt så gryden ind i ovnen. Kan din gryde ikke tåle ovn, kan du bruge en stegeso eller et ovnfast fad med stanniol over. Bag grøden i 30 til 40 minutter ved 200 grader, og smag til med salt.

RISENGRØD I MIKRoOVN

Du kan også nemt lave din risengrød i mikroovnen. Bland ingredienserne sammen i en skål, der kan tåle strålerne, og kom låg på. Giv grøden 30 minutter i mikroovnen – tag den ud hver 10. minut og rør godt rundt. Lad den sætte sig i et par minutter, og smag til med salt.

RISENGRØD UNDER DYNEN

Bring først ingredienserne i kog i en gryde. Pak derefter gryden godt ind i en dyne og sæt den ind i seng i en times tid. Vupti, så er der risengrød. Du skal bare smage den til med lidt salt. Det er enkelt og nemt – og ret hyggeligt sådan at lave mad i sengen!

TIP!

Du kan selvfølgelig også holde fast i den traditionelle måde og lave din risengrød i en gryde på komfuret, men brug så en tykbundet gryde – så brænder grøden ikke så nemt på!

Læs også: Ingen jul uden gløgg

OPSKRIFT PÅ RISALAMANDE

Ingen juleaften uden risalamande, der er den perfekte afslutning på en god julemiddag. Her får du den bedste opskrift.

Det skal du bruge:
1 skål risengrød
50 g sukker
1 vaniljestang
100 g mandler (smuttede)
2,5 dl piskefløde

Sådan gør du:
Når din risengrød er helt kold, rører du den sammen med sukker, vaniljekorn og hakkede mandler. (Husk at gemme en hel til mandelgaven). Pisk derefter fløden til skum, og vend den forsigtigt i grøden. Stil risalamanden på køl, og server den med lun kirsebærsovs.

Tip!

Sørg for, at din risengrød ikke er alt for fast, når du skal bruge den til risalamande. Den suger nemlig væske, når den køler.

Læs på Lime.dk: Bliv klog på jul

Netto-avisen