Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

3 idéer til skønne retter med champignon

Champignoner smager dejligt, men er du gået kold på, hvordan du skal bruge dem, giver vi dig her 3 idéer til skønne opskrifter med de klassiske svampe.

Pasta med champignonsauce

Næste gang du serverer pasta for familien, så prøv at udskifte tomatsaucen med en champignonsauce. Du skal blot svitse løg, hvidløg og champignon på en pande, tilsætte fløde og ost og smag til med salt, peber og timian.

Du kan også prøve denne lækre opskrift på Alt i en gryde med løg og champignon

Lasagne med champignon

Champignoner giver god fylde og konsistens, og derfor er det oplagt at bruge dem i en vegetarlasagne, hvis du trænger til en kødfri dag. Lav lasagnen som du plejer, men skift kødsovsen ud med en stuvning lavet af champignon og spinat.

Sådan gør du: Hak 1 løg og hvidløg, og svits dem på en pande med olie. Tilsæt 800 g frisk skyllet spinat, eller optøet frossen spinat. Rør rundt til spinaten er faldet sammen, og stil det til side. Steg 400 g skivede champignon i olie på en pande, til de har afgivet væde, og har fået farve. Tilsæt lidt balsamicoeddike og kog ind. Bland champignon og spinat sammen, smag til med salt og peber, og saml din lasagne, som du plejer med bechamelsauce.

TIP!
Du kan bruge champignon-spinat stuvningen i mad-pandekager eller tortillas.

Læs også: Alt hvad du skal vide om svampe

Fyldte champignon

Champignoner er som skabt til at blive fyldt med gode sager – deres skåleform nærmest beder om det. Så hvorfor ikke udnytte det til at lave sjov fingermad, eller lækkert tilbehør til en bøf, kotelet eller kylling.

Rens champignonerne og skær stilkene af, læg hovederne med bunden opad på en bageplade, og læg smagfulde toppings på champignonerne, før du bager dem i ovnen ca. 10 minutter, eller til de har fået farve, og osten er smeltet.

Idéer til topping:

  • De overskydende champignonstilke hakket fint, løg, ristet bacon og parmesan, drys med friskhakket persille før servering.
  • Finthakkede champignonstilke, løg, tomat (evt. soltørrede tomater), rasp og revet mozzarella. Bland ingredienserne og tilsæt salt, peber og timian.
  • Flødeost, rødpeber, timian, salt og peber. Bland ingredienserne og smør på champignonerne, før du gratinerer dem.
Netto-avisen