Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

5 måder at tilberede andesteg

Skal du stege din and i ovn, stegeso eller stegepose? Læs med her, og find ud af, hvilken tilberedningsform, der passer bedst til dig, så menuen kommer til at glide så nemt som muligt juleaften.

Gør anden klar

Inden du kommer til selve tilberedningen, skal din and gøres klar.

Sådan gør du:
Tag indmaden ud, skær fedtet væk ved halepartiet og gør anden ren. Giv den nu noget salt indvendigt, og prop anden med dit yndlingsfyld som for eksempel svesker, æbler og appelsiner i tynde både. Luk anden til med en kødnål, og pensl den med smeltet smør og en god omgang salt. Så er den klar!

Læs også: 3 måder at tilberede risengrød på

Andesteg i ovnen

Den klassiske måde at tilberede juleanden på er at sætte den i ovnen. Hæld 1,5 liter vand i bunden af en bradepande, og læg anden med brystet nedad. Sæt den i ovnen ved 175 til 180 grader i en time. Herefter tager du den ud og vender den. Sæt den tilbage i ovnen, og lad den stege videre i to timer. Kig til den ind imellem. Du kan tjekke om den er færdig ved at skære en lille ridse ved et af lårene. Kødsaften, der kommer ud, skal være klar – er den rød eller lyserød, skal den have lidt mere.

Andesteg i stegepose

At putte anden i en stegepose er en smart måde at stege den på, for du undgår en masse svineri i ovnen, og anden bliver både saftig og lækker. Læg forsigtigt anden i en stegepose, luk den til og klip er par huller i toppen, så dampen kan slippe ud. Læg anden på en bradepande og giv den først 30 minutter ved 200 grader. Derefter skruer du ned på 125 grader, og lader anden stege videre i cirka fire timer. Når den er færdig, tager du den ud af stegeposen, og giver den 10 minutter på grill for at få skindet sprødt. Og voila, anden er klar!

Læs på Lime.dk: Byg din egen kogle af mandler

Andesteg i stegeso

Har du en stegeso, er det også en god måde at stege anden på. Fugt stegesoen godt, og læg nogle grøntsager i bundet som for eksempel løg og pastinakker i store stykker. Læg anden ovenpå, og sæt låg på. Sæt nu stegesoen i ovnen på 130 grader og lad den stege i to timer. Tag den ud og hæld stegeskyen fra, og sæt den tilbage i ovnen i yderligere to timer. Kig til den hver halve time, indtil der er gået cirka 5,5 time i alt. Giv den til sidst 10 minutter på grill for at få skindet sprødt.

Andesteg på grillen

Du kan sagtens grille, selvom det er jul og koldt udenfor. Tænd op i din kuglegrill, og fordel briketterne jævnt i hver side af grillen. Placer en bradepande mellem briketterne, og hæld rigelige vand i. Læg låg på grillen, åbn for lufttilførslen i top og bund, og lad grillen blive rigtig varm i fem minutter. Placer nu din and på grillristen, og lad anden brune i 10 minutter, inden du lukker halvt for lufttilførslen i toppen. Lad anden grille under låg i cirka 40 minutter pr. kilo. En typisk 3 kilos and skal altså have cirka 2 timer. Tag anden af grillen, og lad den hvile i 10 til 15 minutter, før du parterer den.

Andesteg i flere stykker

Juleanden bliver typisk stegt hel, men du kan også prøve at dele den, så du er sikker på at få sprøde lår og saftige andebryster. Skær lårene af anden, og læg dem i et fad med grove stykker af æbler, svesker og citron. Steg dem i ovnen i cirka 2 timer ved 150 grader. Skær nu skroget fra anden, så du har brystbenet og to fine andebryster tilbage. Brun det først på panden, og giv det derefter 10 til 15 minutter i ovnen. Værsgo, så er der rosa andebryst og sprøde lår.

 

TIP!
Er din and frossen, så sørg for at tø den op langsomt i køleskabet over 2 til 3 dage, så den beholder saften og kraften i kødet.

Netto-avisen