Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Da nylonstrømpen tog verden med storm

Lige fra den så dagens lys, har nylonstrømpen vakt kæmpe begejstring, og faktisk så meget, at kvinder efter krigsårerne sloges om at få fingrene i et par. Vi har set nærmere på den populære strømpes historie, som startede med en banebrydende opfindelse.

En revolution for kvinder

I over 75 år har nylonstrømpen sørget for flotte og elegante ben over hele verden, og i dag er den da også helt uundværlig, når kjolen sidder perfekt, og de høje hæle er på. Det var en amerikanske kemigigant ved navn DuPont, som startede det hele, da de i 1938 kunne præsentere det spritnye materiale nylon. Efter 10 års arbejde havde virksomheden nemlig fundet frem til, at man ved at sammensætte kulstof, brint, kvælstof og ilt, kunne skabe den første 100 procent syntetiske tråd. Det skulle siden vise sig at være lidt af en revolution for de næste mange generationer af kvinder.

Polymid, Norun , Nylon

Selvom strikketeknikken endnu ikke var helt på plads, tog DuPont i 1938 patent på materialet, som blev kaldt “Polymid 66”. Det mindre fængende navn krævede, at man fandt på et nyt, der var nemt at udtale, og som kunderne ville kunne huske. I første omgang lød buddet på “Norun”, som skulle henvise til, at strømperne ikke ville løbe. Ved nærmere eftertanke, og måske meget klogt, gik DuPont væk fra navnet, da de ikke ville kunne garantere dette. Efter mange overvejelser nåede man frem til “Nylon”, som vi kender i dag.

Der var flere spekulationer om, hvorfor det netop endte med dette, og det resulterede i mange fantasifulde historier. Den mest udbredte var, at bogstaverne stod for “Now You Loose, Old Nippon”, som oversat til dansk betyder “Nu taber du, gamle Japan”. Fremstillingen af nylon var nemlig en stor økonomisk trussel for det asiatiske land, der ellers havde stået for 90 procent af USA's import af råsilke, som strømper tidligere blev lavet af.

Revet af hylderne

Den 15. maj 1940, blev nylonstrømpen for første gang sat til salg, og det blev en kæmpe succes. Over hele USA styrtede de amerikanske kvinder til stormagasinerne, og selv om ekspedienterne havde fået meget strenge ordre på kun at udlevere ét par per kunde, blev der alligevel udsolgt allerede på første dag. Med det samme blev strømpen anset for højeste mode, og det første år solgte DuPont 64 millioner nylonstrømper alene i USA.

Nylonstrømpe-panik under krigen

Det var dog ikke længe, kvinderne fik lov til at tage de skinnende og smygende strømper på, for det stoppede brat, da USA gik ind i 2. Verdenskrig i 1942. Nylon skulle nu bruges til faldskærme og telte, men den store popularitet blev ikke mindre af den grund. Tværtimod blev nylonstrømpen nu en vare på det sorte marked, og gennem krigen fandt den vej til Europa, hvor den også blev solgt ulovligt. Da krigen sluttede, var kvinder desperate for at få fat i nylonstrømperne, og der gik et helt år, inden DuPont igen var i stand til at følge med salget. Populariteten er bestemt ikke faldet siden, og heldigvis for os hænger nylonstrømperne i dag altid på hylderne.

Gode råd og tips til dine nylonstrømper

  • Tætheden i strømpen vises i denier. 15-30 denier er gennemsigtig, 30-40 denier er tæt, mens 40 denier eller over er meget tæt.
  • Jo mere elasthan, der er i dine strømper, jo mere elastiske vil de være, og jo bedre pasform får du.
  • Vil du fremhæve dine ben, skal du vælge en farve, som står i kontrast til resten af dit look, og modsat skal du vælge strømper i samme nuance, hvis du vil nedtone dine ben.
  • Mørke farver vil få dine ben til at syne tyndere, mens lyse og skinnende strømper, vil få dem til at se bredere ud.
  • Vask altid dine nylonstrømper i hånden eller i en vaskepose ved 30 grader i vaskemaskinen.
Netto-avisen