Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Få den bedste sommerferie med familien

Selv om alle i familien har glædet sig til at hygge, grine og få gode oplevelser sammen i ferien, oplever du måske, at ferien bliver en skuffende affære med konflikter og sure miner. Vi har spurgt familierådgiver Mette Weber, hvorfor det ender sådan, og hvad vi kan gøre for at undgå det.

Hvordan kan det være, at vi ofte bliver skuffede over ferien?

Det handler om, at vi ikke er vant til at være sammen 24 timer i døgnet i 14 dage. Vi er vant til at leve et parallelliv, hvor vi kommer hjem om eftermiddagen og måske maks. er sammen i fire timer, inden børnene går i seng.

Og så ender ferierne ofte i konflikter og sure miner, fordi vi ikke har fået talt om ønsker, drømme og behov forud for ferien. Det sker tit, at ikke engang far og mor har fået afstemt forventninger, og så kan det let gå galt. Måske tænker mor, at hun glæder sig til at slappe af og læse en god bog, imens far tænker, at nu skal vi ud og opleve noget.

Hvad kan vi gøre for at få den bedste ferie?

Hold et familiemøde. Tal om, hvad I kunne tænke jer. Hvad er drømmescenariet? Det er absolut en god idé også at inddrage børnene i det møde. Og de kan sagtens være med, fra de er fire-fem år gamle. De skal ikke beslutte, hvor ferien skal gå hen, men inddrages, så de føler, at de er med. Spørg dem: "Hvad har du mest lyst til at lave i ferien?" Alle i familien kan nævne to ting, der er vigtige for dem i en ferie, og så kan I på baggrund af det beslutte, hvad I skal lave.

Det er ikke engang sikkert, at man ved, hvad man har lyst til, og så kan et familiemøde være med til, at man finder ud af, hvad man egentlig vil. Det kan være svært at mærke efter, hvad man har behov for i en travl hverdag.

Hvad er den største fejl, vi begår i forhold til ferien?

Vi har alt for store forventninger. Vi har en forestilling om, at vi skal nå alt det, vi ikke når i hverdagen. Og så skal alle ovenikøbet være glade og harmoniske. Det er slet ikke realistisk, og vi ser rigtig mange skilsmisser efter sommerferien, fordi vi bliver så skuffede, og det hele ender galt.

Hav som hovedregel, at I hellere skal have for få planer end for mange.

Om eksperten:
Mette Weber er familie- og konfliktvejleder med hjemmesiden talmedbørn.dk.

Netto-avisen