Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kend dine æbler

Ingrid Marie, Elstar, Pink Lady, Belle de Boskoop – der findes masser af æblesorter, men hvilke sorter er gode til hvad, og hvornår er de bedst? Her får du en hurtig æbleguide.

Mmm! Der er ikke noget som at sætte tænderne i et knasende sprødt og saftigt æble. Men hylderne bugner med forskellige æblesorter, så hvilke skal du vælge? Vi guider dig gennem de mest populære æbler og viser dig, hvornår og hvordan du bedst kan bruge den sunde, runde frugt.

Ingrid Marie

Det forfriskende syrligsøde æble er et af de mest dyrkede æbler herhjemme – og for mange nærmest smagen af dansk efterår. Æblet er middelstort, rundt og næsten helt dækket af en mørkerød farve. Det kan plukkes i oktober og fungerer godt som både spiseæble og madæble.

Ligger der et kedeligt æble i frugtskålen? Smid det ikke ud. Efter en tur i saftpresseren smager det fortrinligt i gryderetter eller i bolledejen.

Belle de Boskoop

Belle de Boskoop stammer fra Holland, men dyrkes meget i Norden. Det er klar til at blive plukket i starten af oktober og kan gemmes længe. Det er et matgrønt æble med rød dækfarve, der med sin meget syrlige smag er perfekt at bruge til madlavning, æbleeddike og cider.

Pink lady
Det flotte pink æble er populært hos mange – især små munde – på grund af sit saftige, søde frugtkød, der smager lidt af vanilje. Det stammer fra Australien og er en naturlig krydsning mellem Golden Delicious og Lady Williams. Pink Lady kræver meget varme, så den dyrkes ikke i Skandinavien. Et perfekt æble til at spise råt, i salater, bagværk og madlavning.

Vidste du, at…
Der findes 2,7 mio. æbletræer i Danmark – ét æbletræ for hver anden indbygger.

Elstar
Elstar er et stort rødgult æble med en fin syrlig-sød smag. Det plukkes i sidste halvdel af september, men kan sagtens holde sig til efter jul. Det hører til blandt de bedste spiseæbler i Danmark, men er også velegnet til madlavning.

Cox Orange
De små, runde rødgule æbler er halvtørre og søde. De stammer fra England, men dyrkes over hele Norden – og skal plukkes i midten af september. Cox Orange er et dejligt spiseæble, som også er perfekt til bagværk, desserter og salater, da det holder godt på faconen.

Golden Delicious
Golden Delicious er en af favoritterne i frugtskålen. Det grøngule æble er saftigt med en god sødme og en svag syrlighed. Det er en sent moden sort, der kan plukkes i slutningen af oktober. Et ideelt spiseæble, der har en meget lang holdbarhed.

Spis bare løs af de saftige frugter. De er nemlig spækket med gode næringsstoffer. Ét æble indeholder ca. 2,2 gram kostfibre og ca. 11 mg C-vitamin pr. 100 g. Haps!

Sådan opbevarer du dine æbler

Opbevar dine æbler i køleskabet, så holder de sig bedst. Æbler producerer meget ætylen, en gasart der speeder op for modningsprocessen. Undgå derfor at lægge dem sammen med ætylenfølsomt frugt og grønt som agurker og pærer, da æblerne vil gøre dem bløde og overmodne.

Netto-avisen