Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kend dine citrusfrugter

Appelsin, klementin, lime - du har sikkert styr på nogle af de mange citrusfrugter du finder i frugt- og grøntafdelingen, men ved du hvor de kommer fra, og kender du forskellen på klementin og mandarin?

Vintertid er citrustid

Selvom du kan købe appelsiner og citroner hele året rundt, så bliver de fleste citrusfrugter høstet og har sæson i vinterhalvåret, og netop derfor forbinder mange af os vinter og jul med de skønne saftige sur/søde frugter.

Vidst du at… Appelsinen skifter farve fra grøn til orange, når temperaturen når under 13 grader – en grøn appelsin er derfor ikke nødvendigvis umoden

7 citrusfrugter du bør kende

  • Appelsin: Appelsinen stammer oprindelig fra Kina, og kom til Europa i 1700 tallet. Appelsiner bliver produceret hele året, og der findes et utal af sorter, som er udviklet til specielle formål f.eks. til juice, til syltning og selvfølgelig til frugtskålen.
  • Citron: Citronens oprindelse fortaber sig i tågerne, men man mener, at den må være en krydsning mellem pomelo, lime og cedrat (cedrat er den citrusfrugt, man laver sukat af). De citroner vi køber kommer ofte fra middelhavslandene.
  • Klementin: Klementin er en krydsning af mandarin og appelsin. Populært sagt er klementinen en kernefri mandarin, men der findes klementiner med kerner. Skrællen på en klementin er mere lys og fast end på en mandarin.
  • Grapefrugt: Grapefrugt stammer fra pomeloen, og er noget nemmere at pille og håndtere end pomelo. Man mener grapefrugten stammer fra Caribien og blev udviklet omkring år 1750. Grapefrugten er på vores breddegrader nok mere kendt end sin ”moder” pomelo.
  • Lime: Man kan kalde lime for tropernes citron, for lime kan vokse der, hvor det er for varmt for citroner. Lime er den mest brugte citrusfrugt i troperne.
  • Mandarin: Mandarin er mere sød end appelsinen. Den er klementinens ”moder” og skrællen er mørkere og lettere at løsne end på en klementin. Der findes både mandariner med og uden sten. Den har været kendt i Kina i mere en 3000 år og er i sæson fra november-februar
  • Pomelo: Pomelo er den største af alle citrusfrugter. Den har en meget tyk skræl, så den kan være lidt bøvlet at håndtere. Kødet ligger i både, men strukturen er så grov, at kødet kan deles i små dråbeformede partikler. Pomelo smager både syrlig, sød og en anelse bitter.

Så længe holder citrusfruger sig friske

Der er stor forskel på holdbarheden fra citrusfrugt til citrusfrugt og fra sort til sort

Fordi der er stor forskel på hvor lang tid de enkelte citrusfrugter er undervej, så regn med, at dine citrusfrugter kan holde sig omkring 1 uge efter du har købt dem i butikken.

Netto-avisen