Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kend dit korn – bliv ekspert på mel

Mel er alsidigt og fantastisk. Vi ser på de mest gængse typer og guider dig til, hvordan du bruger dem i dit bagværk.

Hvede

Hvede er verdens mest udbredte kornart og hovednæringsmiddel for mere end en tredjedel af verdens befolkning. I Danmark bliver hvede hovedsageligt brugt til forskellige former for mel.  

Sådan bruger du hvede: Hvedemel har et højt indhold af gluten, som får brød og kager til at hæve godt.  

Spelt

Spelt har fået en renæssance i brødbagning. Spelt er en af de første hvedearter vi kender til, og er en såkaldt urhvede.

Sådan bruger du spelt: Speltmel er rigtig godt at bage med, og har et højt glutenindhold. Men fordi gluten i spelt opfører sig anderledes end i de nye hvedesorter, vi typisk bruger i bagværk i dag, så får du det bedste bageresultat, hvis du blander spelt med almindelig hvedemel.

Vidste du, at…
Gluten er et proteinstof, der findes i de fleste danske kornsorter

Havre

Havre er en af de nyeste kornsorter på vores breddegrader. Havre kender vi hovedsageligt som havregryn, som er et fuldkornsprodukt. Som én af de få kornsorter er havre naturligt glutenfri, men den indeholder ofte rester af andre kornsorter, og du kan derfor ikke være sikker på at havre er 100 procent glutenfri.

Sådan bruger du havre: Du kan bruge havregryn i brød og boller, hvor du gerne vil have lidt ekstra fuldkorn. Du kan også drysse havregryn på bollerne, som et festligt drys.

Rug

Rug er bedst kendt i rugbrød, og rug er en vigtig kilde til fuldkorn. I middelalderen var rug den mest populære kornsort i Norden, fordi den var nem at bruge og mætter godt. Brød bagt på rug, holder sig fugtigt længere.

Sådan bruger du rug: Rugmel hæver ikke særligt godt, så bland det med hvedemel, hvis du vil lave boller. Rugmel og-kerner suger væske, så en dej med meget rug i, må godt være lidt fugtig, når du sætter det til hævning.

Fuldkornsmel

Fuldkornsmel, er mel, hvor hele kornet, altså også kimen og skaldelene er malet til mel. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser 75 gram fuldkorn om dagen, så vælg fuldkornsmel, så ofte du kan, når du bager.

Sådan bruger du det: Fuldkornsmel fungerer bedst i brød og boller, hvor du gerne vil have en god mæthedsfornemmelse. Brug halvt fuldkornsmel og halvt hvedemel, så du opnår et groft og mættende, men stadig luftigt bagværk.

Netto-avisen