Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Mens vi venter - 4 søde julelege for hele familien

I julen er familien ofte samlet, og det er oplagt at hygge med andet end mad. Sjove og søde julelege kan få tiden til at gå hurtigere juleaften, og få alle op af stolene og sat gang i lattermusklerne. Her får du 4 sjove julelege.

Pakkeleg

De fleste kender pakkelegen, hvor man på skift slår med en terning. Slår man en 6’er, må man tage en pakke. Du kan opgradere legen og gøre den sjovere, hvis du putter flere regler på, f.eks., hvis flere sider af terningen betyder noget.

  • Slår du en 1’er skal du give en af dine gaver til en vilkårlig deltager
  • Slår du en 3’er skal du give en gave til den der sidder til højre
  • Slår du en 4’er skal du give en gave til den der sidder til venstre
  • Slår du en 6’er må du tage en gave fra en anden deltager

Sæt flere alarmklokker til, så man f.eks. flere gange undervejs i spillet, når alarmen ringer, skal rykke en plads til højre. Pludselig har man nye pakker og de heldige kan blive de uheldige og vice versa.

Tips! Bed alle gæster om hver især, at tage 2 pakker med til pakkeleg. Aftal f.eks. at pakkerne maks. må koste 10 kr. stykket.

Pak gaven ud

Pak en gave ind i mange forskellig lag gavepapir. På hvert lag står der udsagn som f.eks. ”Den med det flotteste hår”. Den person, som har pakken, skal så give pakken til den, han eller hun synes, har det flotteste hår. På næste lag gavepapir, står der så f.eks. ”Den største slikmund”. Gaven bliver så givet videre. Den der pakker sidste lag ud, får gaven.

En mere enkel version af legen er, at man lader en terning gå rundt, den der slår en 6’er må pakke et lag gavepapir op.

Mus

En håndfuld pebernødder eller nødder lægges midt på bordet, Alle deltagere sidder rundt om bordet. Den der ”er den” vender ryggen til, og de øvrige deltager peger på en nød/pebernød, som er musen.

Deltageren skal derefter begynde at tage nødder eller pebernødder indtil han eller hun tager ”musen” og alle råber ”MUS”. Antallet af nødder eller pebernødder, som deltageren nåede at få, bliver talt op. Så er det den næste deltagers tur til at undgå musen. Spil flere omgange. Den, der til sidst har formået at få flest nødder/ pebernødder, har vundet.

Pas på julelyset

Ved hver kuvert på julebordet, stiller du et lille juletræs-lys (Hvis du ikke har små lyseholdere, kan du sætte lysene i en lille klump ler). Når julemiddagen starter, bliver julelysene tændt. Det er nu op til den enkelte at passe på sit lys. Det er forbudt at puste eller vifte, så andres lys går ud. Den, hvis lys går sidst ud, har vundet.

Tænk på at holde øje med lysene, specielt hvis der sidder små pilfingre med ved bordet.

Netto-avisen