Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Hold fast i ferien med mindfulness i hverdagen

Der er en grund til, at mindfulness har lagt sig øverst på hitlisten for moderne selvudvikling. Det er nemlig en rigtig god metode til at finde ro i en travl hverdag. Læs med og find ud af, hvordan du kommer i gang.

Træk i nødbremsen

Måske begynder dit hjerte allerede at hamrer lidt hurtigere på vej hjem fra ferien. Tankerne kværner om hverdagen, der atter er tilbage for fuld skrue. Men inden du starter autopiloten og hopper på vasketøjet, madpakkerne og tilbage på job, så stop op og overvej, om det er nu, du skal tage et dybere kig på mindfulness og se, om det er noget for dig.

Mere tid med mere nærvær

"Mange tænker, at de ikke har tid til mindfulness, men jo mere du træner din bevidsthed, des mere tid får du faktisk. Årsagen til det er, at når du styrter rundt med hovedet under armen, bliver du klodset og begår en masse fejl." forklarer Lone Overby Fjorback, som er overlæge, lektor og PhD ved Dansk Center for Mindfulness.

Ordet mindfulness kan oversættes til bevidst nærvær, og det er en metode, du kan bruge til at huske at være til stede. "Rigtig mange har travlt med at komme videre til det næste. Når de er på job, er tankerne måske hos børnene, og derhjemme er tankerne måske på det næste problem, der skal løses på jobbet. På den måde får de hverken udbytte af job eller familie. Det er ærgerligt, for det er jo livet, de går glip af", forklarer Lone Fjordback.

Sådan kommer du i gang med mindfulness

Du kan træne din bevidsthed overalt og når som helst. Er det nyt for dig, så sørg for at lægge det fast ind i din dag. Lone Overby Fjorback guider dig til at komme i gang:

Morgenritual

Du er lige vågnet. Brug et par minutter på at mærke din krop og tænk: Jeg ligger her nu, og er lige vågnet. Træk vejret. Mærk efter, når fødderne rammer jorden og brug et par minutter på at sidde og tænke over, at nu starter en ny dag. Hvad vil jeg gerne have med mig i dag.

Brug 15 eller 30 minutter på at meditere. Start med at være bevidst om din vejrtrækning og mærk derefter din krop del for del. Øvelsen er til for ikke at komme til at skynde sig gennem dagen.

Når du sidder stille med dig selv og accepterer, at det er okay og helt tilstrækkeligt at sidde der, så får du opbygget en ro uden at skulle gøre noget. Lyt til dine tanker, følelser og din krop.

Ritual på jobbet

Sidder du foran en computer, så træn dig selv i at kigge enten op i loftet eller ud af vinduet en gang i timen. Imens du kigger op eller ud, så mærk efter i skuldre og krop og træk vejret. Opdager du, at du har travlt, så gør dine ting langsommere og gå langsommere, så du ved, hvad du laver.

Aftenritual

Når du ligger i din seng, inden du skal sove, så tænk over dagen. Er der noget, du gerne vil sige tak for? Tag en dyb vejrtrækning, og lad kroppen slippe dagen. Mærk, at du ligger godt og beskyttet under dynen, og sig godnat til dig selv.

Øvelsen gør dig bevidst om, hvad du skal prioritere og roen er god at tage med videre – både i søvnen, men også til en ny dag.

5 fordele ved mindfulness

  1. Du kan leve mere intenst i nuet og mindre i fortidens ærgrelser eller fremtidens bekymringer.
  2. Mindfulness modvirker angst, stress og depression, og derfor kan du få indre ro og balance samt blive bedre til at håndtere kriser og uventede situationer
  3. Du bliver mere opmærksom på egne følelser og tanker, men også venlig og empatisk over for andre.
  4. Din sundhed og dit immunforsvar bliver styrket.
  5. Du bliver i stand til at anskue livet og dets hændelser i et mere positivt lys, hvorfor du bliver gladere for at være til.
Tag et velfortjent pustrum
FORKÆL DIG SELV MED HJEMMESPA
Netto-avisen