Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Tips og tricks til det sødeste peberkagehus

Et eventyrligt peberkagehus, der både dufter og ser hyggeligt ud, er en sød juleidé, som ambitiøse kagebagere såvel som glade barnehjerter kan kaste sig over. Vi giver dig tips og tricks til det sødeste peberkagehus.

Et peberkagehus kræver tålmodighed

Faktisk er det ikke så svært at lave sit eget peberkagehus, det kræver bare, at du tager dig tid til at få lavet dejen og få udstukket alle husets dele. Og her er tålmodighed og præcision en dyd, da alle sider skal være lige lange for at få det bedste og mest holdbare peberkagehus. Du kan finde skabeloner på nettet lige til at printe ud, eller tegne dine egne skabeloner. Du kan også købe peberkagehuset færdigbagt, så du kan springe direkte til den sjove kagepyntning.

Tips til bagning af peberkagehuset

  • Bag dobbeltportion af din peberkagedej, og brug halvdelen af dejen til at bage dit peberkagehus og den anden halvdel til at bage peberkager, som familien kan spise med det samme.
  • Lad alle peberkagehusets dele køle helt af, og vent gerne et par dage inden du begynder at pynte og samle, så kagedelene er helt tørre.
  • Pift eventuelt den traditionelle peberkagedej op med enten nelliker eller allehånde

Pyntningen gør en forskel

Det er sjovt at pynte et peberkagehus og kun fantasien sætter grænser. Slik som chokoladeknapper og juleflæsk pynter flot. Et super fint og dekorativt tip til pyntning af peberkagehuset er at tage peberkagedelene ud af ovnen, når de halvt bagte, og fylde væggenes vinduer med knuste klare bolsjer. Sæt herefter delene tilbage i ovnen for at bage færdig. Bolsjerne vil nu smelte og danne farverige glasflader i vinduerne.

Tips til pyntning

  • Det kan være nemmere at dekorere huset, før du samler det, det giver bedre overblik og arbejdsplads, når fladerne ligger ned.
  • Den mest holdbare glasur er den, du laver af pasteuriserede æggehvider, flormelis og et stænk af eddike – put eventuelt lidt farvestof i for at skabe endnu mere liv i din pynt.
  • Du kan købe færdiglavet glasur, så du er sikker på at få den helt rigtige og holdbare konsistens.
  • I stedet for at bruge den hvide glasur til at lime huset sammen med, kan du lave spiseligt lim i form af karamel, du laver af smeltet sukker, til at klistre alle væggene sammen med

Smelt klare bolsjer med forskellige farver og smag, og form den smeltede masse som små julestjerner eller -hjerter for at dekorere peberkagehuset, brug evt udstikkere af metal til at forme bolsjemassen.

Netto-avisen