Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Kunderne har valgt gult

10-05-2016

Kunderne har valgt gult

Danmarks største kæde investerer massivt i butikkerne i København. I løbet af 2016 omdanner Netto døgnNetto-kæden til nyrenoverede, gule Netto-butikker.

​Kunderne har talt. Og de vil have mere Netto. Efterspørgslen på det gule discountkoncept er så stor, at discountkæden forstærker sin tilstedeværelse i hovedstaden, hvor der er ekstra rift om de gode placeringer. Inden året er omme bliver de blå døgnNettoer til gule Netto-butikker, og det betyder moderniseringer af butikslokaler og massive investeringer i ferskvarer, når Nettos store udvalg af økologi, fersk kød og frisk frugt og grønt bliver rullet ud.

Omdannelsen af døgnNetto sker for at kunne følge med de storkøbenhavnske kunders ønsker, forklarer Nettos direktør, Claus Juel-Jensen.

- Netto er ikke bare den kæde i Danmark, der sælger allermest økologi, men også mest frugt og grønt, fisk, kylling og en lang række øvrige ferskvarer og basisvarer. DøgnNetto har fungeret rigtig godt og havde sidste år flot fremgang, men i dag vil forbrugerne have adgang til hele Nettos sortiment og bedre priser, og det skal de få. Kunderne har ganske enkelt valgt gult, siger Claus Juel-Jensen.

De nuværende døgnNettoer ligger alle på eftertragtede placeringer primært i Storkøbenhavn. Med omdannelsen fra blå til gul, sætter Netto sig endnu stærkere på discountsalget i hovedstaden, hvor kæden i forvejen er stærkest repræsenteret. Åbningstiderne i de omdannede butikker bevares, så københavnerne kan handle 7-24, hvis de da ikke vælger at henlægge indkøbene til en af Nettos otte 24-timers butikker i hovedstaden.

Netto fortsætter vækstplanerne i resten af landet

Når Netto svinger den gule malerpensel over København,  sker det med en forventning om, at de gule discountbutikker vil tilføre kæden endnu mere vækst.

- Både på vores markedsandel og på antallet af kunder har vi de seneste år oplevet vækst. Vi forventer, at vi med den gule offensiv kan øge omsætningen yderligere og erobre en endnu større del af markedet i dagligvarehandlen, siger Claus Juel-Jensen.

Netto har i forvejen ikke ligget på den lade side. Tidligere i år har discountkæden sat kræfterne ind på at investere i gule butikker i hele landet, så de danske forbrugere i løbet af 2016 kan handle i flere end 50 nye eller udvidede Netto-butikker. Og de planer rokkes der ikke ved.

- At vi omdanner døgnNetto-kæden til gule Netto-butikker, ændrer ikke ved vores øvrige ekspansionsplaner for 2016. Tværtimod betyder det, at vi får udbredt vores succesfulde discountkoncept endnu mere, så kunderne får den høje kvalitet og de lave priser, som de efterspørger, siger Claus Juel-Jensen.

Ud over moderne butikker til kunderne skaber de nye butikker også flere arbejdspladser, da de gule Nettoer er højere bemandede end døgnNetto-butikker. Nuværende medarbejdere i døgnNetto vil få mulighed for at fortsætte i de nye Netto-butikker eller andre steder i Dansk Supermarked Group, som foruden Netto driver føtex, Bilka og Salling.

Af døgnNettos 39 eksisterende butikker forventes ca. 30 omdannet til gule Netto-butikker, som kunderne kender dem fra i dag, dog med mindre plads til spotvarer. Enkelte døgnNettoer bliver konverteret om til convenience-konceptet føtex food.

Netto-avisen