Tjæpt

tjæpt rykker ind hvor Express siger farvel

Efter godt et år med Express på Blegdamsvej i København gør vi klar til at raffinere konceptet, som fra april vil ændre navn og blive kendt som tjæpt. Den karakteristiske lyserøde farve forbliver, men butikken får en markant opgradering med større udvalg af convenience og et fokus på at gøre indkøbet endnu nemmere end sin forgænger.

Kort før årsskiftet til 2024 slog Express dørene op i et mindre butikslokale på Østerbro. Lidt længere nede af vejen boede, og bor fortsat, en stor og veletableret Netto-kollega med det fulde og velkendte sortiment, hvorfor Express i stil, tone og koncept skulle være et hurtigere alternativ til storesøster-butikken. Efterspørgslen er der, og potentialet er stort, men endnu ikke forløst.

Derfor bliver konceptet over en bred kam nu justeret, og som navnet lægger op til, skal det gøres endnu nemmere og hurtigere at være kunde i tjæpt.

"Efter et lærerigt år tager vi alt det bedste med fra Express og forbedrer de steder, hvor vi vurderer, det er nødvendigt, så vi i endnu højere grad kan imødekomme kundernes behov og ønsker. Det betyder, at vi har skåret antallet af dagligvarer markant ned for at gøre valget mere simpelt og hurtigere - ikke ved at fjerne rugbrød og vaskemiddel, men ved at reducere valgmulighederne indenfor de to varetyper. Til gengæld har vi skruet op for antallet af convenience-måltider – både dem, der er klar til at tage med på farten, men også retter klar til at opvarme derhjemme" siger Braw Bakir, landedirektør for Netto Danmark.

Kunderne vil blive mødt af frisksmurte sandwich, salater, og hurtig mad til farten, samt tapasanretninger, stort udvalg af specialøl, færdigretter fra Løgismose og måltidskasser fra Skagen Food. Og så vil der også være lidt til den søde tand med et stort udvalg af bland-selv-slik.

tjæpt vil også tilbyde friskbrygget kaffe og et brødudvalg med morgenboller og croissanter fra bake-off. Derudover et bredere og nøje udvalgt sortiment af drikkevarer. Alt sammen defineret og sammensat af salgserfaring fra Express.

"Kunderne efterspørger fortsat det hurtige og nemme måltid og ønsker at komme hurtigt igennem hverdagens indkøb – det skal vi favne og tilbyde på en ny, bedre og inspirerende måde. Derfor glæder vi os til at tage hul på ombygningen og skabe et helt nyt udtryk om end i samme lyserøde toner, som kunderne forhåbentlig vil synes om" siger Braw Bakir.  

Med den gode placering i hjertet af Østerbro ved Trianglen, er det også forhåbningen, at mange kan se værdien i hurtigt indkøb inden en tur i eksempelvis Fælledparken, hvor man kan forsyne sig med en hurtig snack, en læskedrik eller andre kolde forsyninger fra tjæpts store udvalg af specialøl. 

tjæpt vil, foruden to betjente kasser, have scan-selv-betalingsløsninger til de kunder, som ønsker at springe køen over. 

Sidste åbningsdag for Express er d 22. februar, hvorefter ombygningen går i gang. Forventeligt slår tjæpt dørene op d. 3. april.

Tjæpt Din Tjæppe Madbutik