Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Medister med kryderet tranebærsauce og clementiner

Det er officielt julefrokosttid og det betyder medister for mange af os. Her et lille twist på en god, gammel klassiker hvor julesmagen og vinterstemningen er skruet helt i top med varme krydderier og friske clementiner.

(2 personer)

  • 350 g Medister
  • 150 g Friske tranebær
  • 0,25 dl Appelsinsaft
  • Appelsinskal
  • 3 Clementiner
  • 0,5 Granatæble
  • Persille
  • 50 g Gedeost
  • 0,25 dl Sukker
  • 1 Stjerneanis
  • 1 Rosmarinstilk
  • 2 tsk. Portvin
  • 30 g Valnødder

Sådan gør du

Kom 1 dl vand, sukker, appelsinsaft, stjerneanis, rosmarin og to små stykker appelsinskal i en lille gryde (pas på du fjerner alt det hvide kød på appelsinskallen, ellers bliver din sauce for bitter). Varm ved middel-høj varme indtil sukkeret er helt smeltet og væsken når kogepunktet, 3-5 minutter. Sluk for varmen, kom låg på gryden og lad trække i 15-20 minutter.

Si væsken og kom den derefter tilbage i gryden sammen med tranebærene. Lad simre i ca. 7 minutter eller indtil tranebærene starter at springe og sauce bliver tyk. Rør portvin i saucen til allersidst. Smag til med lidt salt hvis du synes der er behov for det.

Steg medisteren på en pande i fedtstof eller bag i en 225°C varm ovn i ca 20 minutter.

Skræl og skær clementinerne. Halvere granatæblet og bank kernerne ud af den ene halvdel med en spiseske. Hak valnødder og persille og smuldre gedeosten over clementinbådene og server som en salat til din medister.

Tranebærsaucen kan serveres både varm og kold og kan laves 3 dage i forvejen.

Netto-avisen