Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Danske rød-hvide radiser med særlige egenskaber

Sammen med sin far Johan Grønbech, lever gartner Casper Grønbech af at dyrke saftige, røde-hvide radiser på familiegården lidt uden for Skævinge på Sjælland.

6 dage om ugen bliver radiserne plukket og bundtet ved håndkraft af gartneriets høsthold, og hvert år sender Knardrup Frilandsgrønt hvad der svarer til adskillige fodboldbaner med radiser ud til de danske forbrugere direkte fra markerne.

Rød-hvide radiser

Det helt særlige ved Knardrups radise er, at det er en gammel, dansk sort – karakteristisk aflang og med hvid spids. Og netop dén sort har nogle særlige egenskaber, som får den til at skille sig ud fra de udenlandske radiser.

"Den danske type har en skarpere smag og en sprødere knold. Enkelte personer kan måske synes den er for stærk, men de fleste synes det er en fordel, at den smager af noget. De runde radiser har en tendens til at blive svampede indeni – men ikke den aflange. Den er bare mere smagfuld."

knardrup-radiser-danske-avlere.jpg

Impulskøb til salaten

Udover at føre en dansk dyrkningstradition videre, lægger gartnerne på Knardrup også vægt på friskheden af de bundter, som sendes afsted hele sommeren. Fordi radisen ikke så ofte står på folks indkøbsliste, er det absolut nødvendigt, at kvaliteten er i top:

"Radisen er jo ikke en råvare, som er nødvendig i din madlavning. Løg kan du ikke undvære, men skal du lave salat, kan du sagtens undvære radiser, hvis der er noget andet, der er mere frisk. Radisen er et impulskøb i mange tilfælde, og derfor er det yderst vigtigt for os, at den er frisk og fristende."

Og selvom radiserne måske ikke er et "must-have", er de værd at investere i, fordi de kan holde sig sprøde så længe.

"Hvis du bare tager toppen af og putter dem i en plasticpose med lidt fugt i, kan de holde sig i 2-3 uger i køleskabet. Og skulle dine radiser være blevet bløde, så lægger du dem bare i noget vand. Så bliver de sprøde og spændstige igen. Så man behøver ikke at smide dem i skraldespanden."

Læs også om
Mads Pedersen og familiens tomatgartneri på Fyn
Netto-avisen