Indkøbsliste

Rediger produkt

Gem

Yoghurt fromage med ”brændt” hvid chokolade

Overrask dine gæster med en skøn dessert, som hverken går på kompromis med den gode smag eller den gode sag. Denne yoghurt fromage er nemlig med ”brændt” hvid chokolade. Og så er den lavet på økologisk yoghurt fra glade og sunde Løgismose-køer.

(4 personer)

  • 0,5 l Løgismose økologisk yoghurt med pære og kvæde
  • 4 spsk. sukker
  • 4 blade husblas
  • 2 dl Piskefløde
  • 200 g hvid chokolade
  • 2 faste pærer
  • Lidt grønt (f.eks. estragon)

Sådan gør du

Fromage

Læg husblas i en skål med koldt vand. Rør yoghurt og sukker sammen indtil sukkeret er opløst, og pisk herefter fløden til en let flødeskum.

Klem husblas fri for vand og smelt den forsigtigt i en kasserolle ved svag varme.Tag 1 dl yoghurt fra og rør den ud i husblassen. Lad den få lidt varme, men pas på at den ikke bliver alt for varm, så den skiller.

Rør så den lune yoghurt sammen med resten af yoghurten inden den letpiskede fløde forsigtigt vendes i.

Hæld fromagen i 4 dybe tallerkner eller skåle, og stil på køl til de har sat sig.

Topping

Hak chokoladen groft og kom den i en kasserolle og smelt den ved middel varme.

Lad kasserollen blive på blusset og rør grundigt indtil chokoladen begynder at karamellisere og blive flot gylden. Du vil opleve, at den først smelter, så ”skiller” den, hvorefter du igen kan samle massen ved hele tiden at røre/ælte den med en dejskraber.

Fordel den gyldne chokolade i den ene ende af et stykke bagepapir. Fold den anden ende over og tryk chokoladen godt sammen i et tyndt lag. Stilles på køl til massen er hærdet.

Skær pærerne ud i mundrette stykker og grill dem på en pande. Anret de grillede pærer og brud af chokolade i skålene med fromage og pynt med
lidt grønt.

Netto-avisen